Changes

Okay, indrømmer den ekstreme mangel på indlæg, sorry guys. Men så er der vel mere at fortælle. Juhu!

Lad os tage det, helt fra starten, da vi landede i Muscats(Omans hovedstad) lufthavn. Efter at være blevet behandlet som royale på buisness class, med champagne før afgang, kæmpe sæder (der kunne lægges ned!!!), ens egen toilettaske udstyret med diverse produkter "for en behagelig rejse" -Åh gud, det kunne jeg sagtens vænne mig til- , blev vi hentet i lufthavnen af en familie der bor i det samme område som os. Rigtig flinke mennesker, som har været gæstfrie overfor min far da han boede hernede alene, som han så ofte har været ovre at spise hos, og snakke. Deres datter går i samme klasse som jeg, og har ligesom hjulpet mig igennem de første skoledage. Så turen fra Muscat til Sohar tog cirka to timer, og kl. var vel næsten 4 om morgenen da vi endelig kunne lægge os til at sove... godt nok i nye uvante omgivelser, men søvn er vel søvn. Den første uge vi tilbragte i Sohar gik mest med at sove, slappe af, bade i poolen, og vende sig til det nye miljø - deriblandt Sohars trafik! De kører alle som... Det er ikke engang til at beskrive, så skørt er det! Vi så endda en ulykke her forleden på vej hjem fra min skole, der heldigvis ikke resulterede i synderlig meget skade for chaufførens vedkommende, men hans bil til gengæld, av av av...

Fortsættelse m. billeder følger!

If only you knew...

Hvor stressede min familie og jeg i øjeblikket er. Hele huset 'summer' simpelthen bare af stress. Forståeligt nok, vi er jo trods alt næsten på vej ud af døren, men det er fuldstændigt ulideligt. Idag er min sidste dag i Danmark, og den er brugt på at klare de sidste ærinder, de sidste indkøb, den sidste rydning og pakning. Mit værelse er nu næsten tomt, og indeholder kun en kommode og tre store overfyldte kufferter. Alt er enten pakket i kufferter eller flyttet ind i et skab der først vil blive åbnet igen om et års tid. Suk. De sidste 'farveller' blev også uddelt blandt familie idag, og spørg venligst ikke om det har været spor morsomt, for det har det ikke. Jeg føler sådan lidt ængstelse efterhånden, for tankerne er nu slået over på hvordan pokker at jeg skal tackle min nye skole, hvilket jeg i bund grund heller ikke tror vil blive nemt. Og jeg hører hele tiden folks påbud om at "tage det som en oplevelse" jovist vil jeg da tage det som en oplevelse, men nervøsiteten sejrer helt klart i denne runde. Jeg glæder mig til at se min far igen, ham der tog afsted i sidste uge for at starte på lodsarbejdet igen. Jeg glæder mig til at flyve på førsteklasse i flyet på vej til Muscat. Jeg glæder mig til at skulle shoppe i de største shoppingcentre i Dubai, men udover det må jeg kedeligt og uretfærdigt indrømme at jeg ikke glæder mig til så meget andet.

Don't look back in anger

Jeg undskylder mange gange for mangel på bloggning her den sidste uge! Det var ærlig talt ikke til at overskue, og jeg har slet ikke været i humør til det. Men frygt ikke, jeg skal nok tage mig sammen!

Der er egentlig ikke sket det store siden sidst. Jeg stoppede i skolen i forgårs, da jeg havde besluttet at jeg skulle begynde at fokusere på nogle sidste ting inden vi tager afsted. Deriblandt at få pakket og ryddet op, overalt. Men jeg besøger min, nu, gamle klasse og siger farvel en sidste gang igen, her en af dagene. Indtil videre har jeg kun sagt farvel tre gange! Jeg bliver hele tiden draget tilbage til dem, eller noget... ;) Jeg elsker den klasse, virkelig, og jeg kan virkelig ikke forestille mig nogen erstatte den, for mine klassekammerater, og også lærerne, er helt fantastiske.

Og her får i så en sang fra Oasis. Minder mig om at jeg ikke skal kigge tilbage på fortiden, men holde hovedet højt, og gå fremtiden i møde med et smil. Selvom det er svært at skulle minde sig selv om det hele tiden.

Don't worry, be happy!

Så er jeg næsten lige kommet hjem igen, både fra en noget så turbulent uge, og fra hospitalet med mine forældre. Jeg valgte at tage sammen med min mor og far, for at være der for min mor, og være sikker på at hun havde det fint. Vi tog til Åbenraa tidligt imorges, og har brugt hele dagen på hospitalet (dog tog min far og jeg et par timer ind til Åbenraa by for at spise frokost, mens min mor blev opereret). Min mor var ikke specielt nervøs, selvom hun skulle ligges i fuld narkose... ja og så også lige opereres. Sådanne ting holder mine nerver altså ikke til, og jeg var så pokkers nervøs for at lægerne skulle lave en fejl, eller pludselig opdage at hun alligevel havde kræft. Sådan var det slet ikke, lægerne gjorde et godt stykke arbejde, og vi kørte lettede hjem. JEG KUNNE IKKE VÆRE GLADERE.

Oman-rejsen nærmer sig med hastige skridt...

Today I was wearing...

Buksedragt H&M, Sweater Vila, Sko Zjoos

Vejret var jo næsten forårsagtigt i dag, hvilket jeg i hvertfald ikke synes noget galt med. Tog en sweater over min buksedragt for en sikkerhedsskyld alligevel (og så har jeg også lige Annas extensions på på nogle af billederne, fordi de er så skønne!)

What a day

Foruden at have brugt dagen på at vente på svaret på min mors biopsi har jeg også været sammen med en kær veninde, og med intet bedre at tage os til, begyndte vi at tage en masse billeder (hovedsagligt af mig, shhh), så det fik vi nogle timer til at gå med, og så så vi ellers et par afsnit Friends, og Simpsons. Jeg har nogle helt fantastiske veninder, og Anna herunder er absolut ingen undtagelse! Hun kan altid få mig i godt humør, og så er hun der altid for mig.

Og dette bestod dagen hovedsagligt af:

Søde Anna...

Nå ja, og så havde Anna da også taget sine extensions med, som jeg da lige fik lov til at prøve... Fik mig til at indse hvor meget jeg gerne vil have LAAAAANGT mermaid-like hår!

Det færdige resultat. Farven matchede ikke så godt min egen, men følelsen af at have langt hår var nu alligevel skøn!

Slappede af foran mit nye fjernsyn. Det er så smart, man kan nemlig også gå på internettet på det!

Og så hyggede vi ellers med massere af bolcher. ;-)

Alt i alt har det været en ret så produktiv dag... Eller ikke...

Nothing else matters

Jeg sov ikke før kl. halv 2 igår. Jeg var så bange, og nervøs! Alle de tanker der løb igennem mit hoved; det var helt skørt. Som jeg har haft skrevet på bloggen tidligere har min mor været til scanning her d. 12 august, og hun fik da af vide at hun altså havde noget i brystet som ikke skulle være der. Det var selvfølgelig et kæmpe chok vi fik os, men der blev ikke bekræftet om hun havde kræft. Derfor har jeg ikke blogget hele weekenden, da jeg for det første har været utrolig nervøs, bange, og så orkede jeg det egentlig heller ikke. De tog en biopsi, og i dag d.15 august fik vi svaret; min mor har ikke kræft. Om jeg er glad? Jeg er skide lykkelig rent ud sagt. Dog har hun noget i brystet som skal fjernes, og derfor skal min mor opereres i morgen. Og nu er tidspunktet sat for vores afrejse; til slutningen af måneden. Ønsk hende det bedste resultat. Hun er den bedste, og kan aldrig erstattes.

Today I was wearing...

Dårlig belysning, I knooooow. Trøje Vero Moda, Shorts H&M, Sko Vans

Idag bar jeg et outfit der måske var en smule for let til dagens vejr. Var overbevist om at solen ville skinne hele dagen, så jeg hoppede i et par hvide shorts, for at på bedste vis lufte mine -næsten- solbrune ben. Men vejret ville ikke som jeg, og regnen begyndte at sile ned, i første time på skolen. Øv. Peppede det ellers så basic outfit op med et par blå Vans med sokker i. Synes at det tilføjer en smule ironi, hvilket var det ønskede resultat.

Det minder mig også om - at det var første skoledag idag! Skulle forklare overfor et par lærere, og elever hvorfor i alverden jeg var kommet tilbage, men de forstod det skam. Sig goddag til Anna Clara fra 9. B! (ihvertfald i en periode)

Don't judge a book by its cover

Mit kære tøjstativ der som sædvaneligt er overfyldt med tøj - størstedelen af det kan ikke bruges i Oman. What a shame.

På den skole jeg skal starte på i Oman, en international nyere skole, der ligger midt i en ørken, har de det der kaldes en dresscode. Dresscoden lyder, at elever kun må bære farverne: navyblå, beige, og hvid. Samtidig skal man også mindst have dækket skuldre og knæ. Det er selvfølgelig i orden at man skal dække sig til, især for at vise respekt over for landets indfødte. Jeg forstår bare ikke hvorfor at der skal bestemmes farver på elevernes tøj. At man ikke må have sin egen dømmekraft, ikke at kunne stå op om morgenen og sige "Jeg tager sku lige dét og dét på." hvilket jeg egentlig plejer at gøre. Jeg er rimelig ligeglad med andres mening om hvad jeg har på, og om det ser dumt ud eller ej. Så længe jeg selv kan lide det, kan alt andet være ligemeget. Men at få af vide, at jeg ikke kan gå med hvad jeg vil (Jeg hentyder til tøjfarver, og ikke selve tøjet) irriterer mig en del, for jeg gider ærlig talt ikke indsnævre mig for andre folks principper, respekt eller ej, jeg vil selv
have den frihed til at vælge hvad jeg skal have på. Det jeg har på beskriver mig, udtrykker mig, og kan ofte også fortælle om mit humør, og det ødelægger den dresscode. Desuden har jeg også en tendens til ofte at hoppe i noget enkelt og sort, så det var da også møghamrende spolerende for min gaderobe (selvom jeg alligevel håber at det kan vænne mig af med bare at hoppe i noget sort, og måske i stedet bruge flere farver).

Oh hail the sunglasses!

Nu skal bloggen jo ikke blive alt for seriøs eller trist, så jeg vil gerne dele noget med jer som jeg absolut eeeeeelsker....

Mine solbriller!

(Jeg undskylder for den shitty kvalitet)

Øverst og ned: H&M , Prestige, Hugo Boss, Rayban

En ting der kan pifte ethvert outfit op, er et par fede shades, og jeg har udvidet min samling, lige siden Oman-rejsen blev aktuel. Og fire par er endda ikke nok for mig, jeg ville elske at tilføje et par aviator til samlingen, og et par hvide Rayban warefare, men det ville gøre alt for ondt på pengepungen, så det er ikke just realistisk... Øv bøv.

Udskudte og aflyste planer

Så min mor var til lægen for et par uger siden p.g.a smerter i brystet. Lægen bekræftede vores mistanke om en knude, eller en cyste. Min mor fik en tid til scanning på hospitalet hvor de ville undersøge hvad den cyste "indeholdt". Min mor skal undersøges igen her d. 12. august, for at finde ud af om cysten er ond- eller godartet, og i værste tilfælde er en kræftknude. Hvis det er skal hun også opereres. Vi skulle oprindeligt have rejst til Oman d. 12. august, men p.g.a min mors operation venter vi med rejsen til d. 30 i stedet. Det er selvfølgelig rigtig ærgeligt, men så længe min mor får fjernet hvad end det nu er, så er jeg glad.

Det er mærkeligt sådan jeg føler nu, for i det halve år jeg har gået og ventet på at rejse, har jeg prøvet at forberede mig mentalt på at skulle tage afsted, og har ligesom hele tiden sagt til mig selv "Okay, det er d. 12 det hele slutter. Det er dér vi rejser." og når planen så bliver ændret, selv kun med en lille halv måned mere, så kan jeg bare mærke hvor træt jeg bliver af at vente. Jeg prøver virkelig at nyde den sidste tid jeg har i Danmark for denne gang, men jeg har mest af alt bare lyst til at smide mig ned i sengen, begrave mig i min dyne, og aldrig komme frem igen.

Oveni det skulle vi også have været rejst til Zanzibar tre dage efter ankomsten til Oman, men det er altså blevet aflyst nu. Det er selvfølgelig virkelig ærgeligt, men ret så ligegyldigt, for det eneste jeg ønsker er at min mor skal få overstået sine undersøgelser og sin operation. Så der blev ingen badeferie dette år, men oh well, the show must go on. :-)

Leaving on a jetplane

Til at starte med vil jeg gerne lige forklare mig.

For et halvt år siden fik min far tilbudt et job, og var på en eller anden måde blevet udvalgt mellem 200 andre lodser. En lods' arbejde består stortset af at sejle større skibe i havn eller andre vanskelige områder. En lods har stort kendskab til forskellige dybder i flere havne og farvande, og kan på den måde hjælpe skibspersonalet, og få dem sejlet sikkert i land. For at blive lods skal man tage en længere uddanelse som skibsfører. Og det er så hvad min far "specialiserer" sig i.
Min far takkede ja til tilbuddet, mest af alt for at give sin familie, og sig selv, en kæmpe oplevelse. Jeg var tilfældigvis til et volleystævne i den anden af landet da det skete, og jeg blev ringet op af en ven der ovaerrasket spurgte hvad pokker det skulle betyde at min bror havde opdateret sin status med noget lignende "Så skal der flyttes til Saudi Arabien.". Jeg anede intet om det, men lagde to og to sammen, så jeg måtte sidde hele turen hjem fra stævnet og holde tårene tilbage.
Selv efter det halve år er passeret er jeg stadig skide chokeret over at det skulle hænde for os. Selvfølgelig ser jeg det som en kæmpe mulighed og oplevelse, men jeg har bare stadig ikke lyst. Jeg ville rigtig gerne blive i Danmark, tage på efterskole, eller bare blive i min gamle klasse, men når det så ikke er muligt skal jeg starte i en international skole i Oman til september. Mine klassekammerater kommer fra hele verden af, og vi er kun 9 i klassen, hvilket altså vil give os elever mulighed for at få ekstra hjælp hvis nødvendigt, hvis vores engelsk halter en smule. Jeg har altid været rimelig selvsikker med mit engelsk, men når det er sagt, føler jeg mig langt fra klar til at starte på en engelsktalende skole og snakke engelsk på daglig-basis. Min familie og jeg har været på besøg i Oman to gange, og bare en dag med engelsk kan virkelig gøre en træt i hovedet, så derfor er jeg pokkers nervøs.

Oman ligger cirka 150 kilometer fra Dubai, men den by vi skal bo i - Sohar - har ikke selv prangende shoppingcentre eller noget i den dur. I offentligheden skal man mindst have dækket sine skuldre og knæ, og folk fra vesten vil der ofte blive kigget en ekstra gang på (det er dog ikke noget man bemærker synderligt meget, men et par folk kan godt finde på at kigge.)

Det giver vidst en rimelig forklaring synes jeg ;-)